fbpx
Mine erfaringer givet videre, til alle der afslutter sin uddannelse

Mine erfaringer givet videre, til alle der afslutter sin uddannelse

Mine erfaringer givet videre, til alle der afslutter sin uddannelse.

Jeg er skræmt. Skræmt fordi, at jeg ved præcis, hvad der sker på den her tid af året. Det samme som skete sidste år, året før det og året før det… Rigtig mange afslutter på denne tid af året en uddannelse – om den er gymnasial, inden for en profession eller fra et universitet – så har rigtig mange kun en snert af en idé om, hvad de skal som det næste. Og ved du hvad? Det er altså helt OK. De fleste ved ikke rigtig, hvad de skal efter uddannelsen er afsluttet, så der er ingen grund til at stresse over det. Det eneste jeg frygter er, at du ikke ved, at afslutningen på en uddannelse betyder, at du skal til at åbne et nyt kapitel, som kan føre til de bedste år af dit liv!

Det er altså okay, at du ikke kender din bedste egenskab endnu eller har fundet ét særligt talent i dig selv.  Det er okay ikke at have den perfekte plan for de kommende år og dekader. For mig er det helt vildt så stort et pres der er lagt på unge mennesker, som forventes altid at kunne svare ”hvad skal du så med den uddannelse?”, når det at vide, hvad uddannelsen skal bruges til, faktisk typisk er en livslang læring.

Selvfølgelig ved du ikke præcis, hvad den skal bruges til – du har jo kun lige afsluttet den!

20’erne er årene i ens liv, som skal bruges til at tage nogle chancer. Det er den tid, der passer bedst til at rejse, lære og smage på verdenssituationen.

Så snart vi fylder 20 år, uanset om vi afslutter en uddannelse eller ej, så er der to ting, som alle burde indse. Et, at du er ved at skulle opleve nogle af de bedste år af dit liv. To, at du ikke behøver at tage det sikre valg, men at der er rum for at gribe en chance, udfordre sine grænser og ende på dybt vand. Det er ikke nu, at du skal vælge det job, som dine forældre har sagt, at du skal ende med. Det er ikke nu, at du skal tænke på at tjene penge til at købe villa, volvo og vov. De næste op til 10 år giver dig fri mulighed for at gribe og vinde det liv du drømmer om.

Noget andet der skræmmer mig, er naiviteten omkring, hvordan livet bliver, efter uddannelsen er afsluttet. At ”vinde livet” er langt fra let, og det kræver hårdt arbejde. Uddannelserne er strukturerede og har typisk kørt på samme måde år efter år – det er altså den lette del af livet. Men verdenen? Den er en hårdere, for den ændrer sig konstant, og svær at følge med i.

Fakta er, at uanset hvad du tror og forsøger at forudse om verdenen, så vil verdenen gøre sin egen ting. Og det samme gælder det liv du skal til at leve. Uanset hvor mange år du planlægger ud i fremtiden, så vil de ikke gå præcis som planlagt. Dine forældre vil sikkert forsøge at forklare dig, hvordan verdenen hænger sammen. Men på trods af at de har levet længere og har mere erfaring, så kan de altså heller ikke vide det med sikkerhed. De vil til en hver tid forsøge at overbevise dig om, hvad de synes er bedst for dig, og det inkluderer sikre valg og mangel på at tage en chance og vinde en bamse. Men hvis vi ikke tager chancen først i livet, hvornår skal vi gøre det?

Så på trods af at jeg lige nævnte, at verdenen ikke er så let, som alle får den til at lyde, så vil de næste mange år i dit liv, ikke føles svære overhovedet. Det er derfor din unikke chance for at gribe, tage, finde og prøve det, du elsker at gøre mest. Hvorfor? Fordi volvo, villa, vov og stor karriere kan vente lidt endnu og derfor har du en enorm frihed!

Ja ja, du har måske et studielån eller skylder dine forældre lidt for en rejse til Thailand – og det skal du da tilbagebetale. Dine forældre har typisk meget store forventninger til dine næste valg i livet, hvilket er hårdt. Eller, faktisk ikke… Du har lige nu så uendeligt mange muligheder foran dig – også muligheden for at bo i en kælder med 4 venner og bestille mad fra nettet.

Det er jo netop, når du står uden hus, børn, job og gæld til knæene, at du kan tage de her risikofyldte chancer, for der er ikke så meget miste. For at sige det groft, er tiden lige nu altså tiden, inden at alle dine drømme, håb eller fantasier bliver suget ud af dig til fordel for praktikaliteter, som at skulle slå græs. Du har altså en unik mulighed for at gøre de kommende år til nogle af de bedste i dit liv!

Tid er den mest aktuelle faktor, og som ungt menneske er den fleksibel, som den aldrig bliver igen.

Jeg ved at mange vil sidde og tænke over deres lån og diskuterer allerede med mig, omkring de her blog-udsagn. Jeg har altså fuld respekt for at dine lån skal tilbagebetales. Men lånet vil altid ligge der, om du bygger en spændende fremtid for dig selv eller ej. De fleste lån kan godt vente, til du fylder 27 år og praktikalitetens verden banker på. Ved ikke at tage en chance og gå efter at vinde livet, er jeg overbevist om, at du vil føle en mangel på bedre og overveje, om du tog det rigtige valg i dine tidligere 20’ere – dette gælder specielt, hvis du har iværksætter blod i årene!

Rigtig mange unge mennesker hungrer efter kortsigtede gevinster. F.eks. ved at tage et job, hvor du bliver betalt 1000 kroner mere om måneden, på trods af at et lavere betalt job, ville have fået dig til at stå om morgenen med begejstring frem for ”lad mig nu bare sove”-indstillingen. Og hvorfor er de 1000 kroner så vigtige? Så du kan købe ny telefon? Bo i en lidt bedre lejlighed? Altså hvis de ting er det, der har højest værdi for dig, så giv den gas. Men vi lever kun en gang, så er 5 år fyldt med ”jeg glæder mig til ferie”-dage virkelig det du ønsker, for at du kan sidde i drømme køkkenet med vennerne 3 gange om året?

(For resten, så du kan sagtens arbejde om natten! Det kan blive her, at du bruger de 18 timer i døgnet på at skabe det, som du går og drømmer om. Og det er fakta.)

Lov mig, at alle jer der læser det indlæg, at I forstår, at ungdommen lige nu har muligheden for at gribe deres egen lykke. Det handler altså ikke om at få ”jobbet” hos f.eks. Novo Nordisk. Som ung skal du rejse og lære. Ikke nødvendigvis til Thailand eller andre eksotiske steder, men at opleve verdenen og få nye perspektiver, kan lære os meget. Start nu den der virksomhed du drømmer om. Start et band med dine 3 bedste venner. Bo på en vingård i Frankrig i et år. Det er lige nu tiden til at tage de mest risikofyldte valg. Der vil være masser af tid til at rette op på det senere. Det er tid til, at du påvirker dine adfærdsmønstre og skaber en effekt, som du vil have med dig de næste 80 år af din levetid.

I 20’erne er bagagen stadig forholdsvis let og tage med sig, og du kan tage de helt store chancer og sats. Det er altså sværere for en 42-årig at tage notits af det her indlæg. Her kan du altså ikke bare vågne op og sige, ”Okay lad os gøre det!”, fordi børnene skal til fodboldtræning, og der er en million andre ting, som holder dig tilbage.

Sandheden er, at forældre og samfund holder utroligt mange unge tilbage, ved at sætte en masse forventninger op, som unge føler sig bedømt efter, når næste kapitel skal startes. Hvis du ikke lever op til forventningerne fra samfundet, så vil du opleve fordømmende og tvivlende kommentarer fra andre.

Jeg er så ærgerlig over, at så mange unge lader andres mening holde dem tilbage og føler sig forhindret i at leve den type liv, som de virkelig drømmer om.

Er du ung og i tvivl om, hvor dit næste kapitel starter, så ring til en af dine nærmeste og fortæl om ALLE dine tanker. Fortæl hvad du føler, hvad du er usikker på, hvor du drømmer om at arbejde med og hvad du elsker at lave i din fritid.

Det vil helt sikker ændre dit liv og føre dig tættere på det, som du faktisk vil og dit ambitionsniveau vil styrkes.

Hvis du er så heldig at afslutte en uddannelse her til sommer, uden nogen som helst form for idé om, hvad du skal nu og i fremtiden, så er du et af de heldigste mennesker overhovedet! Det håber jeg, at du er klar over.

8 Ting du bør vide, før du starter virksomhed

8 Ting du bør vide, før du starter virksomhed

8 ting du bør vide, før du starter virksomhed

Det er umuligt at blive 100% klar til at starte egen virksomhed – men du kan lære af andre, som har stået der selv. De fleste iværksættere deler glædeligt ud af deres erfaringer og gode råd til at inspirere aspirerende iværksættere. Jeg har i dette blogindlæg samlet 8 gode råd, som jeg selv ville ønske jeg vidste, og som jeg har hørt mange andre iværksættere påpege.

1. Indse at iværksætteri er en maraton

Flere succesfulde iværksættere har oplevet, at de må opgive deres virksomhed indenfor blot 1 år. En uforudseelig hændelse som gør det umuligt at rejse sin venturekapital, og pludselig er det udelukkende omsætning og pengestrøm, som virksomheden kan bygge videre på.

Mange iværksættere fokuserer på, hvordan de videresælger eller -giver deres virksomhed indenfor ganske få år. Men virkeligheden ser anderledes ud i en verden, som er under konstant forandring. Du kan simpelthen ikke forudsige alt, og din plan vil sjældent gå, som du troede. Det gode råd er derfor i stedet, at fokusere på at opbygge en fantastisk virksomhed på den lange bane. Hvis man kan beskrive iværksætteri som en maraton, så giver det ikke mening at forsøge at lave det til et sprint.

2. Vær sikker på at der er en efterspørgsel på dit produkt eller din service

At være iværksætter kræver hårdt arbejde, samt at du lærer dig selv bedre at kende – og mere end du nogensinde kan forstille dig. Det vil bringe belønninger, men end ikke det er der garanti for. Når det hele spidser til, pengene siver ud af lommerne og du får lyst til at smide det hele, så skal du huske at salg alene ikke løser alle problemerne og endnu vigtigere: Intet problem kan løses uden salg. Virksomheder der trives, fokuserer på at have en konsistent profit, som kan tåle uforudsete hændelser som f.eks. en økonomisk krise. Før du starter din virksomhed, bør du fortage en grundig analyse af dit marked og sikre gode data på, hvor ønsket dit produkt eller din service er. Et hvert salg bør give en profit. På den måde sikrer du, at du har råd til at hyre de bedste medspillere, og at du kan fokusere på det, som du ønsker at beskæftige dig med. Dokumentér alt og opsæt systemer undervejs for at sikre, at en hver anden kan overtage dit arbejde i morgen. Men først: Lær at sælge!

3. Erkend at det ikke vil gå som planlagt første gang

Fald ikke i fælden med at sidde og samle information i et væk. Fremskridt opnås ved at tage aktion og faktisk handle. Efterfølgende handler det om at reagere hurtigt, analysere resultater og foretage nødvendige ændringer. Du rammer nok ikke plet første gang – eller anden og tredje gang for den sags skyld. Men er du skarp på detaljerne, kan du hurtigt indtage hovedrollen og agere som nøglespilleren for processen.

Hav øje for hvordan du hurtigt får penge i kassen og bliver forudbetalt. Det vil give en langt større sikkerhed i forhold til de usikre betalinger, som ligger ude i fremtiden. Jo flere penge du har, des flere chancer har du mulighed for at beregne dig frem til og tage – og chancerne skal tages ind i mellem. For at have opture, skal du kunne opleve nedture. Invester i dig selv og tro på, at du kan gøre det. Når det føles som om du fejlede, så betragt det i stedet som konstruktiv kritik. Hver eneste gang du tester noget nyt i den virkelig verden, vil du modtage en tilbagemelding, som guider dig til, hvordan du forbedrer og optimere din idé og teori. Den eneste rigtige fejltagelse du kan foretage dig er; at give op!

4. Vær tålmodig og hav den tilstrækkelige finansiering

Enhver iværksætter bør sikre sig det fulde overblik over tidsplan og nødvendige finansiering for, at den nye virksomhed kan overleve startupfasen. Det er guld værd at kunne indse, hvor lang tid det faktisk tager at komme til en omsætning, der har så høj en profit, at virksomheden trives og vokser.

Omkring halvdelen af alle små virksomheder, som ikke lykkedes, havde ikke fundet tilstrækkelig finansiering. Lav derfor en tidsplan med plads til, at tingene tager længere tid end forventet. Det tager tid at generere profit og hav derfor en plan B for, hvordan virksomheden sikrer økonomisk opbakning. Hver startup har deres egen tidslinje, som vil indeholde uforudsete fejl og mangler. Men ved at sikre tilstrækkelig finansiering kan fejl og mangler reduceres væsentligt.

5. Glem det du ønsker at sælge

Mange iværksættere fokuserer meget på marketing og salg, at de glemmer at holde sig skarpe på, hvad deres kunder egentlig ønsker og har af behov. Succesfulde virksomheder kender typisk deres kunder bedre end de kender dem selv. De sælger værdi, effekt og resultater, som deres kunder ønsker at købe.

Forsøg at blive den studerende, som læser et studie i dit ønskede marked. At winge det eller tro, at du ved det meste på forhånd, er en fallit erklæring. Planlæg i stedet en lytte-kampagne, som går ud på at forstå dit klientels problemer og drømme. Det er aldrig for sent at ændre kurs og blive nøglespilleren, som sælger præcis det, som dine kunder søger og efterspørger. På den måde bliver dit firma ikke et der sælger produkter, men et firma hvor jeres produkter bliver solgt.

6. Vær omstillingsparat

Intet kursus, ingen uddannelse eller læremester kan lære dig præcis den viden, som du lærer ved at starte din egen virksomhed. Uanset hvor god og fejlfri en forretningsplan du har lagt, så skal helvede nok bryde løs, da du har at gøre med mennesker, idéer og kundesegmenter.

Første lektion er at lave en sikkerhedsundersøgelse af dine partnere. Består de af de personligheder der er brug for, sikrer de den finansielle stabilitet og hvor tilgængelige er de på de sene timer? Det er vigtigt, at deres funktion ikke bliver passiv. Anden lektion er at undgå at overkomplicere din forretningsplan og tidsplan. Nøglen til succes er at holde det simpelt, elegant og let at føre ud i livet. Sidst men ikke mindst, skal du være klar på at skifte retning skarpt og hurtigt, når dit marked pludselig ændres af f.eks. nye konkurrenter med lignende løsninger. Dine kunder er alfa-omega, så hav godt styr på deres prioriteter og behov.

7. Lyt til dine kunder

Den traditionelle fremgangsmåde lyder at starte med at udvikle en forretningsplan og et produkt. Men mange iværksættere lærer på den hårde måde, at de vigtigste faktorer er levetid, implementering og evaluering af kundernes tilbagemeldinger. Hvis du starter med at udvikle et produkt, som du selv tror, at der er brug for, vil du i mange tilfælde opleve, at markedet slet ikke har det behov, som du troede, og din virksomhedsidé falder sammen.

Skulle du sidde i den situation, handler det om at starte forfra og dermed starte med et finde ud af, hvad kunderne har brug for. Om du så skulle ende med at tilbyde et produkt med den forkerte pris, mangel på detaljer og grimt layout, så er det vigtigt at tilbyde løsninger, der er efterspurgt. Mange startups må tilbyde deres service for ingenting, simpelthen for at lære mere om effekten af ens produkt eller service. Når detaljerne er på plads, kan produktet formes til at passe perfekt på markedet, og der er mulighed for at sikre, hvordan produktet kan udvikles og dermed skabe vækst for firmaet. Uden kunder er der ingen virksomhed. Så gå all-in på at kende markedet.

8. Løs et problem

Spørgsmålet du aldrig må glemme at spørge er; hvilket behov eller problem løser mit produkt/min service? Hvis markedet ikke efterspørger eller har interesse for din virksomhed, er det tid til at omformulere din idé. Da Marcus og jeg startede Asento, kom idéen fra vores eget behov for et indblik i, hvad det vil sige at være iværksætter og webshopejer. Med det høje antal webshops i Danmark, lå markedet derfor klart, da vi ikke var alene om at ville have problemet løst. Asento har nu levetid på mere end 3 år og består af 15 fuldtidsansatte, 6 deltid og et kontor der er klar til vækst og udvikling.

Gør din “Om os” side til noget man kan huske

Gør din “Om os” side til noget man kan huske

13 forslag til fun facts, der kan gøre din ”Om mig” tekst mindre kedelig

Som iværksætter er det en succes, når du har vagt interesse og potentielle kunder og samarbejdspartnere søger på din virksomhed på nettet. Fun facts og personlige detaljer kan hjælpe dig til at blive husket. Jeg husker selv folk jeg møder bedre, når jeg har noget simpelt at koble dem op på – og endnu bedre er det, når det indeholde humor. Jeg har derfor valgt at give de 13 forslag til fun facts, som holder interessen i ”Om mig” eller ”Om os” sektionerne, samt tilføjer lidt ekstra personlighed.

1. En Børnehistorie

Beskriv din første oplevelse, som kan relateres til det du arbejder med i dag og fortæl din interessant, hvordan at du fra barnsben blev forberedt – eller knap så forberedt – til det du laver og er god til i dag. Jeg har selv taget udgangspunkt i mine kammeraters interesse for Pokémon kort, og hvordan det gav gevinst i form af en større slikpose om fredagen. Men det kunne også være en danskstil eller en tegning – kun din hukommelse og fantasi sætter begrænsninger for, hvad du kan fortælle om din barndom, som kan gøre din sektion mindre kedelig og mere personlig.

2. Drømmejobbet

Hvad ville du lave, hvis du ikke havde det job, som du har i dag? Ved at beskrive dit drømmejob, får den interesserede læser et indblik i, hvor din passion kommer fra, og hvordan du er endt i lige det her erhverv. I stedet for en kedeligere fortælling om, at du spillede computer og lærte en masse, kan du nu fortælle, hvorfor du var klassens bedste gamer, og hvordan at drømmen om at blive anerkendt internationalt, fik dig derhen hvor du er i dag.

3.Din første bil, cykel, lejlighed eller….

Som en del af din hverdag havde du en første ”et-eller-andet”, som du kan beskrive. Beskriv hvad du elskede og hvad du hadede allermest, ved den her ting, som du gerne vil associeres med. Måske din cykel så mega smart ud, men du lærte aldrig at cykle på den, så i dag underviser du i cykling.

4. Dit skjulte talent

Hvis du har et talent, som ikke lige er til at gennemskue ved første møde, har du en fin mulighed for at dele talentet under ”Om mig”. Det kan vise at du er både kreativ og teknisk, omsorgsfuld og sjov eller hvad dit skjulte talent, nu måtte sige om dig.

5. Dit stolteste øjeblik

Dit stolteste øjeblik kan give læseren en idé om dit ambitionsniveau, eller hvor let det er at gøre dig stolt og glad. Jeg er selv meget stolt af, at jeg kunne bidrage til at øge min fars salg, og dermed drive min første virksomhed i en ganske ung alder.

6. Hvad du lærte af din største fejltagelse

Alle kan begå fejl, men hvad var den absolut største for dig? Og endnu vigtigere, hvad lærte du af det? Dine refleksive tanker om fejltagelsen giver indblik i din professionalisme og samtidig viser det en åben og ærlig karakter og du vil helt sikkert fange læseren.

7. Det mest bizarre ved din kontorplads

Har du en blæksprutteformet stressbold, men en sjov historie eller en pose skumfiduser, du kigger mere på end du tager fra? Hvis det kan bringe et smil frem hos din læser, ved du at det er en god fun fact, du vil blive husket på.

8. Dit yndlingssportshold

Hvor stor fan er du, og hvad gør dig til en god fan? Har du plakater hængende, træner du i trøjer fra klubben eller hvilken merchandise gør dig til en god fan?

9. Din ”Guilty plessure”

Vi har alle den der ting, vi godt kan lide at gøre, spise, kigge på osv. Hvad gør du, når du virkelig skal have det fedt, men som samtidig er lidt pinligt at dele? Din læser vil helt sikkert huske dig på den.

10. Dit kæledyr

Hvis du har et kæledyr med en sjov detalje, personlighed, historie eller farve, kan det være værd at dele. Også selvom kaninen blev købt efter en lidt for hyggelig julefrokost, så inspirerer lige den kanin måske dit arbejde i dag.

11. Detaljer fra den ”Blåbog”

Hvordan beskrev dine klassekammerater dig, da I gik ud af skolen? Og hvordan har det ændret sig siden? Måske du er gået fra at være klassen bølle, til i dag at have udviklet en platform, som skal modarbejde mobning.

12. Din bedste ven

Fortæl om din bedste ven og hvorfor at lige den ven er den allerbedste. Har vennen hjulpet dig til at indse dit talent, jeres ferie inspireret dig eller hvorfor vedkommende er den sjoveste på havnen?

13. Hvad skal du nå, inden du dør?

Hvad står der på ønskelisten, over hvad du skal nå i livet? Flyve med en helikopter, få drømmebilen eller se den kinesiske mur? Din drøm fortæller mere ”Om mig” end du tror.

 

4 Kriterier for succes som iværksætter

4 Kriterier for succes som iværksætter

4 Kriterier for succes som iværksætter

Siden jeg solgte mine ejerandele i min seneste virksomhed, har jeg haft møder med mere end 50 iværksættere, og det har give mig indblik i mange af de problematikker som man som iværksætter kan stå overfor, men også de egenskaber som er vigtige for at opnå succes.

Jeg har besluttet mig for at skrive dette indlæg omkring hvilke egenskaber, som er vigtige at have som iværksætter, for at opnå succes. Det gør jeg på baggrund af at jeg de seneste 3 måneder, har haft møder med mere end 50 iværksættere. Derudover har jeg selv startet flere virksomheder, heriblandt Karat24 og Asento, og det er fra alle disse steder jeg trækker mine erfaringer.

1. Passion og tunnelsyn

Den første egenskab har jeg valgt at beskrive som “Passion og tunnelsyn”. Det har jeg fordi jeg mener det er vigtigt hvis man starter som iværksætter, og gerne vil opnå succes, at man har så stor passion for sit projekt at man simpelthen ikke kan lade være med at arbejde på sin virksomhed. Dette er grunden til at jeg i eksemplet beskriver det som tunnelsyn, fordi man er så passioneret omkring emnet, at man er villig til at stoppe med at spille Playstation, se Netflix, gå i byen eller andre ting som ikke skaber værdi, og i langt de fleste tilfælde vælger prioritere at arbejde på sin virksomhed i sin fritid frem for andre ting, fordi man simpelthen ikke kan lade være. Der er stor forskel på at sige man gerne vil have succes, og rent faktisk arbejde for det.

2. Opbakning fra baglandet

Ligesom med alle andre ting man foretager sig i livet, så er det specielt også som iværksætter vigtigt at man har opbakning fra baglandet. Når jeg siger baglandet, så mener jeg kæreste, familie og venner. Det kan betyde enormt meget at de alle bakker op omkring ens beslutning, om at man vil investere mange timer og ressourcer, i at forsøge at bygge sin egen virksomhed. Jeg selv har oplevet flere iværksættere som ikke har haft denne opbakning, og det har gjort det meget sværere for dem at nå langt, fordi de hele tiden føler at de er nødt til at kompensere for at de ikke har taget et job, eller andet over for sit bagland, hvilket kan være enormt stressende.

3. Det rigtige netværk

Alle snakker om netværk og vigtigheden af det. Jeg er kommet til præcis samme konklusion = Det er enormt vigtigt. Jeg har startet ialt 3 virksomheder i min karriere som iværksætter, og jeg kan mærke at for hver virksomhed jeg har startet, dés nemmere har det været at få de første kunder, hvilket jeg især kan mærke skyldes at have opbygget et stort netværk. Et af de bedste råd jeg kan give er derfor, at du skal begynde at bygge så mange og gode relationer som muligt, også selvom det er til personer, som du måske ikke kan få særlig meget ud af på kort sigt.

4. Learn by doing

Når man vælger at kaste sig ud som iværksætter, står man pludselig selv med ansvaret for at ens læringskurve fortsat vokser. Man får ikke længere leveret materiale fra sin chef, lærer eller andre, som fortæller hvad man skal lærer. Det er derfor vigtigt at man selv gør sig selv klogere, og her anbefaler jeg at man læser bøger, lytter til podcast eller bruger sit netværk. Derudover er det ekstremt vigtigt at man lærer af sit arbejde, og altid er selvkritisk omkring sin egen præstation, for at vurdere om man kunne præstere bedre, og samtidig sikre sig at man ikke begår de samme fejl 2 gange. Er man ikke i udvikling, er man i afvikling.

Dette er mit bud på 4 egenskaber, som jeg ser som succeskriterier for at man kan få succes som iværksætter.

Min mest dyrebare erfaring om at tænke stort

Min mest dyrebare erfaring om at tænke stort

En af mine mest dyrebare erfaringer om at tænke stort

I dette blogindlæg deler jeg en af de begivenheder i mit liv, som har fået mig til at tænke større som iværksætter, og som også er skyld i at jeg altid har høje ambitioner i alt hvad jeg sætter mig for.

Dengang jeg flyttede til Kolding for at studere i 2014, drev jeg min virksomhed Karat24 ved siden af studiet. Karat24 er en virksomhed som sælger smykker på internettet, som jeg solgte i 2018.

Jeg var rigtig glad for at flytte til Kolding, fordi der er rigtig meget fokus på iværksætteri. Efter at have boet i Kolding i et par uger, blev jeg spurgt af Business Kolding, som er det lokale erhvervsfremme, om jeg ville holde et foredrag for lokale erhvervsfolk i Kolding. I og med at jeg har gjort dette flere gange før på dette tidspunkt, så takkede jeg selvfølgelig ja.

Alt foregik som det plejede, hvor jeg fik holdt mit foredrag, som varede ca. 45 minutter, og jeg havde en fornemmelse af at det hele var gået godt. Det blev jeg også bekræftet i, da de lokale erhvervsfolk stillede en hel del spørgsmål til min historie og virksomhed.

Til sidst var der ikke flere spørgsmål, efter jeg havde svaret på dem alle, bortset fra én ældre herre som sad nede bagerst i lokalet. Jeg kender ham godt, fordi jeg har læst om ham i aviserne, da han har bygget en stor virksomhed op, og solgt den for mange millioner. Han rakte hånden op og stillede mig spørgsmålet:

“Casper, det var en rigtig spændende historie, men hvad omsætter du egentlig for i Karat24?”

På dette tidspunkt synes jeg det var underligt at han begyndte at spørge ind til min omsætning, men jeg var stolt af min forretning og hvad jeg havde udrettet ved siden af mit studie som 20-årig, så jeg svarede.

“I år omsætter vi for næsten en halv million.”

Han nikkede anerkendende, og rakte hånden op for at indikere at han havde et spørgsmål mere.

“Det er rigtig flot. Men hvorfor omsætter du ikke for 5 millioner?”

Jeg kan ærligt talt ikke huske hvad jeg svarede, men kan blot huske at jeg var chokeret over at han kunne finde på at stille mig det spørgsmål. Der gik et par dage efterfølgende, hvor jeg tænkte meget over, hvordan han kunne bilde sig ind, at stille det spørgsmål.

Først troede jeg at han måske ikke kunne lide mig eller at han havde noget imod unge iværksættere. Men efter et par dage gik det op for mig. Han fik mig til at tænke større.

Jeg begyndte pludselig at tænke, hvad der skulle til for at min forretning kunne omsætte for 5 millioner, og kunne begynde at lave en plan for hvilke initiativer der i min forretning skulle igangsættes for at dette kunne lykkes.

Det viste sig at den plan jeg fik lagt afvigede markant, fra det hamsterhjul jeg løb rundt i, sammenlignet med, hvor mine ambitioner “kun” var at øge omsætningen 20-30% år for år.

Denne erhvervsperson hjalp mig med at turde tænke stort, og det er generelt et problem jeg oplever ved mange unge iværksættere. Det er også derfor at vi turde tænke stort med SEO-service (Asento) efterfølgende, hvor vi vækstede vores forretning fra 3.000 kroner til 15-20 ansatte på 3 år.

Det handler om at turde tænke stort, og hvis man først tør tænke det, så kan man også begynde at lægge en plan for at det kommer til at lykkes, uanset om det er som iværksætter, håndboldspiller eller andet.

Et kæmpe tak skal der lyde herfra!

Og jeg håber at du kan bruge min historie til noget, og måske også tør tænke lidt større 😉

12 Iværksætter bøger enhver iværksætter bør læse

12 Iværksætter bøger enhver iværksætter bør læse

12 Iværksætter bøger enhver iværksætter bør læse

Der findes et hav af iværksætterbøger, og jeg selv leder hele tiden efter inspiration til nye bøger, som jeg gerne vil læse, hvilket også betyder jeg efterhånden har været igennem en del bøger. I dette blogindlæg har jeg lavet en liste over de iværksætter bøger, som jeg mener enhver iværksætter bør læse.

Jeg modtager meget gerne idéer hvis du føler der mangler nogen bøger på listen! 

1. Kick Ass af Jesper Buch

Kick Ass af Jesper Buch er en af de første iværksætterbøger jeg selv læste. Bogen handler omkring iværksætteren Jesper Buch, hvor man møder ham lige efter han har solgt sine ejerandele i Just Eat. Bogen er skrevet således at han reflekterer og fortæller omkring sin rejse som iværksætter, og hvordan man får bygget en milliard virksomhed.

Link til Kick Ass

2. 4 Hour Work Week af Tim Ferris

Jeg er stor fan af Tim Ferris, og det er også derfor der er 3 af hans bøger på min liste, men det skyldes at de bøger han skriver er så konkrete og brugbare. Bogen 4 Hour Work Week er bygget op omkring filosofien at man kun behøver at arbejde 4 timer i ugen. Om man kan nøjes med at arbejde 4 timer og leve af det kan diskuteres, men bogen giver nogle rigtig gode værktøjer til at blive mere effektiv.

Link til 4 Hour Work Week

3. Just F****** do it af Casper Blom

Just F****** Do It er en bog som jeg ville ønske var skrevet, dengang jeg første gang tænkte på at blive iværksætter. Bogen giver indblik i hvordan det er at starte en virksomhed som teenager, og er en oplagt bog at læse, hvis man føler at man går med en iværksætter gemt i maven.

Link til Just F****** do it

4. Tools of Titans af Tim Ferris

Tools of Titans er en bog, som Tim Ferris har skrevet ud fra alle de spændende personer han har mødt i sin verdenskendte podcast. Her har han delt bogen op i 3 kategorier, hvor forskellige succesfulde mennesker giver deres bedste råd til sundhed, arbejde og til livet. Bogen indeholder blandt andet råd fra Arnold Schwarzenegger, Jamie Foxx og Warren Buffet.

Link til Tools of Titans

5. Tribe of Mentors af Tim Ferris

Tribe of Mentors er opfølgeren til Tools of Titans, som er skrevet på præcis samme måde, hvor man modtager en lang række råd, taktikker og livsfilosofier fra succesfulde mennesker fra hele verdenen. Den største forskel på Tribe of Mentors og Tools of Titans er at denne tager mest udgangspunkt i livsråd.

Link til Tribe of Mentors

6. Stop saying you´re fine af Mel Robins

Denne bog ændrede mit syn på hvornår jeg var tilfreds med min egen tilværelse, og er til dato en af de bedste bøger jeg har læst. Bogen giver dig de rigtige værktøjer til at blive ved med at presse dig selv, for at opnå de ting du vil i livet. Hun tager især udgangspunkt i at man ikke skal nøjes med det man har i livet, men derimod hele tiden stræbe efter mere.

Link til Stop Saying You’re Fine

7. 7 Gode vaner af Stephen R. Covey

Hvis jeg skulle anbefale 1 bog som jeg mener alle i hele verdenen bør læse, så er det 7 Gode Vaner. Jeg vil gerne indrømme at dette ikke er en decideret bog til iværksættere, men bogen er med til at give et udvidet livsperspektiv, og tager udgangspunkt i 7 vaner som enhver bør tilegne sig.

Link til 7 Gode vaner

8. Traction af Gabriel Weinberg og Justin Mares

Traction er bogen for dig som er iværksætter, og som samtidig interessere sig for markedsføring. Bogen beskriver nemlig alle de måder, du som iværksætter kan markedsfører din virksomhed, og giver et godt indblik i hvordan man måler på sin markedsføring og opnår traction.

Link til Traction

9. Zero to One af Peter Theil

Zero to One er skrevet at Peter Theil som er iværksætter og investor og står blandt andet bag PayPal. Han beskriver i denne bog, hvad der skal til for skabe en skalérbar virksomhed og gå fra at have en idé til at bygge version 1.0 og derefter få de første kunder.

Link til Zero to One

10. Iværksætter af Mads Faurholdt og Lars Tvede

Dette er bogen hvor Mads Faurholdt og Lars Tvede har samlet alle deres erfaringer som iværksætter, og videregiver dem på en jordnær måde. Så hvis du gerne vil være iværksætter, hvorfor så ikke lære af de bedste?

Link til Iværksætter

11. Iværksætter til jeg dør af Martin Thorborg

Iværksætter til jeg dør er efterhånden en gammel klassiker hvis vi kigger på danske iværksætterbøger. Bogen er skrevet af Martin Thorborg, og beskriver hele Martins underholdende iværksætter rejse, hvor han undervejs stopper op og giver dig de værktøjer du skal bruge for at klare dig som iværksætter.

Link til Iværksætter til jeg dør (Hvis den ikke er udsolgt)

12. Crush It af Gary Vaynerchuk

Til jer der har fulgt mig i længere tid, så ved i at jeg er stor fan af Gary Vaynerchuk, og derfor skal selvfølgelig også have en af hans bøger med. Bogen Crush it, handler om hvorfor du skal følge din passion, og hvorfor det lige nu, er det helt rigtige tidspunkt at gøre det. Bogen sætter alting i perspektiv, og er helt klart værd at læse.

Link til Crush It

Skriv gerne kommentarer, hvis du mener der mangler nogen bøger på listen 🙂